Annabelle Comes Home (2019)
I den tredje film om dukken Annabelle, der nu er en fast del af Conjuring-universet, bliver man som seer ført ind i fortællingen om, hvorfor og hvordan dukken Annabelle er endt med at have sin plads i et aflåst glasskab hjemme i familien Warrens hemmelige rum med besatte genstande. Filmen adskiller sig fra de første to om Annabelle ved, at Ed & Lorraine Warren selv spiller en rolle deri, da filmen handler om deres datter Judy, og hvad der sker, da døren ind til dukken Annabelle bliver låst op. Men allerførst støder vi på en scene, som vi har set et par gange før i "The Conjuring" og "Annabelle": Ed og Lorraine interviewer (igen) nogle unge piger, der har haft dukken Annabelle boende i lejligheden sammen med dem, og som af den grund har oplevet nogle uhyggelige hændelser, der har skræmt dem fra vid og sans. Lorraine forklarer pigerne, at dæmoner ikke besætter ting, men derimod mennesker - og at dukken blot har været en "conduit" (en åndelig kanal) til, at dæmonen kunne besætte en menneskesjæl. Ed tilbyder derfor også at tage dukken med hjem, så den kan opbevares et sikkert sted, hvor den ikke længere er til fare for andre mennesker. De unge piger takker selvsagt ja til tilbuddet - og dermed får vi forklaret, hvordan dukken Annabelle er endt hjemme i et glasskab hos The Warrens. Men vi mangler at finde ud af, hvorfor det er så pokkers vigtigt, at dukken er låst inde og bliver velsignet flere gange om måneden af en præst. Hvad sker der egentlig, hvis døren til glasskabet går op?
Denne hvad-nu-hvis-situation kommer resten af filmen til at handle om, idet vi følger datteren Judy og hendes møde med dukken Annabelle. Handlingen foregår kort tid inden hendes fødselsdag, hvor hun skal babysittes af en ung kvinde, mens Ed og Lorraine er udenbys. Babysitteren Mary Ellen, som familien kender, hjælper Judy med at forberede sig til fødselsdagen, da de får uventet besøg af hendes veninde Daniela, som er ualmindeligt nysgerrig på familien Warrens hus. Det viser sig, at Daniela ønsker at komme i kontakt med sin afdøde far, og hun har hørt, at familien Warren måske har en genstand i et hemmeligt rum, som kan hjælpe hende med at opnå netop det. Det lykkes da også Daniela at snige sig væk fra Judy og Mary Ellen for at gå på opdagelse i familien Warrens hus, hvor hun finder det aflåste kælderrum, der efter sigende skulle indeholde en samling af besatte genstande. På Ed og Lorraines kontor roder hun skrivebordet igennem og finder nøglen til rummet. Daniela nøjes ikke med at se sig omkring, men derimod rører hun ved næsten samtlige genstande i rummet, hvilket fører til mange forskellige skrækindjagende scener i filmen. Som om det ikke var nok, bruger Daniela nemlig også nøglen til at lukke op for glasskabet ind til Annabelle, der dermed får frit spil til at terrorisere alle gæster i huset. Uden at give spoilers til filmens bedste gyserscener og jump scares, så kan jeg fortælle, at filmen særligt centrerer sig omkring det aflåste rum, som altid er mørkt, og hvor diverse genstande langsomt bliver vakt til live og bevæger sig ud i huset, hvor pigerne skiftevis støder på dem.
"Annabelle Comes Home" er en stemningsfuld gyserfilm med tre utroligt dygtige unge skuespillerinder, der får filmens handling til at virke ægte og overbevisende. Rædslen er malet i deres ansigter, og det er særligt tydeligt i de scener, hvor de står ansigt til ansigt med ondskaben i form af dukken Annabelle. Der er jump scares, uhyggelige lydeffekter og en velskrevet handling, der i primært foregår i familien Warrens hus, som vi kommer til at kende næsten ud og ind. Uhyggen slutter først, da det til sidst lykkes pigerne at låse dukken Annabelle ind i glasskabet igen - og på den måde har filmen også svaret på, hvorfor det er så vigtigt, at Annabelle bliver opbevaret i et aflåst skab og velsignet af en præst flere gange om måneden. Rammen om filmen bliver skabt af Ed og Lorraine, der også dukker op til sidst i filmen, da de kommer hjem igen og finder ud af, hvad datteren Judy har oplevet det seneste døgn. En flot scene til sidst trækker tråde til hele Conjuring-universet, da Lorraine tager Daniela - der jo lukkede Annabella ud af glasskabet - med ned i det aflåste rum og forklarer både hende og seeren dette: "All the evil in here reminds me of all the good out there". Og med de ord ved vi faktisk ikke, om der kommer flere Annabelle-film, men Conjuring-universet fortsætter med den næste film "The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It".
"All the evil in here reminds me of all the good out there."
- Lorraine Warren