The Conjuring 2 (2016)
Denne anden film om ægteparret Ed og Lorraine Warren (fortsat spillet af Patrick Wilson og Vera Farmiga, som vi mødte i den første film) er også baseret på virkelige hændelser. Denne gang udfolder den uhyggelige historie sig i Enfield i England i 1977 hos familien Hodgson, hvor en enlig mor og hendes fire børn oplever en ondskabsfuld dæmonisk tilstedeværelse i deres lille hus. Det begynder med, at datteren Janet sammen med en veninde har lavet et Ouija-bræt, som hun afprøver sammen med sin søster en sen aften, hvor de prøver at hidkalde eventuelle ånder i huset. Kort tid efter begynder Janet at vågne om natten og med en gammel mands stemme råbe "This is my house". De natlige oplevelser eskalerer og tager seeren helt tæt på gysereffekterne i form af bankende lyde, en gyngende lænestol i stuen og uforklarlige hændelser med bl.a. en legetøjsbil, der pludselig kan køre af sig selv. Hjemsøgelsen eskalerer, og en nat flygter hele familien over til naboen, som tilkalder politiet, der selv bliver så forskrækket over lydene og bevægelserne i huset, at de foreslår at tilkalde en præst for at undersøge sagen nærmere.
Fast forward til The Warrens, som på dette tidspunkt har fået stor opmærksomhed for deres håndtering af en sag i Amityville - endnu en kendt spøgelseshistorie. I et tv-indslag forsvarer de to såkaldte spøgelsesjægere sig mod anklager om, at deres arbejde er fup, og særligt Ed bliver meget påvirket af dette. Samtidig har de udfordringer i privatlivet, da Lorraine oplever at blive hjemsøgt af en ond dæmon i både drøm og virkelighed. Vi introduceres for The Nun, der er en ond dæmon i skikkelsen af en nonne, som Lorraine har set tidligere, og som hendes mand Ed nu ved et tilfælde har malet derhjemme. Lorraine ser det som et forvarsel om, at noget forfærdeligt vil ske, hvis de fortsætter med at jagte spøgelser. Selv om de aftaler at holde en pause, bliver Ed alligevel revet med af familien Hodgsons historie, da præsten i deres kirke kontakter dem og beder om hjælp til at undersøge sagen. Ed og Lorraine ender med at tage til England for at tale med familien Hodgson, og de foretager et interview med pigen Janet, hvorigennem de kan tale med 72-årige Bill Wilkins, der nægter at forlade huset. Det viser sig dog, som historien skrider frem, at den afdøde Bill blot er en brik i et ondt spil, som en langt farligere og mere magtfuld dæmon står bag.
Uden at afsløre i detaljer, hvad der sker i filmen, og hvordan historien slutter, så er det sikkert at sige, at filmen indeholder mange af de samme detaljer og gysertræk som den første film. Lydeffekterne og brugen af diverse genstande, der pludselig bliver levende, fremkalder nogle af de største jump scares. Alligevel var det selve pigen Janet, som gav mig det største ubehag, da hun havde sine natlige møder med den afdøde Bill og i sidste ende blev besat af den ondskabsfulde dæmon. Jeg holdt desuden meget af de scener, hvor man får lov til at mærke Ed og Lorraines egne sårbarheder, mens de udfører deres arbejde. For Lorraine gælder det nogle intense og uhyggelige scener med selve nonnen, som hjemsøger hende, og for Ed er det i samtalerne med pigen Janet om hans egen barndom og oplevelser med spøgelser, at man får den største forståelse for The Warrens motivation for at hjælpe familier i nød, når de står ansigt til ansigt med ondskab. Jeg vil anbefale, at man i denne film også tillader sig selv at være både skræmt over og nysgerrig på nonnen som en ondskabsfuld skikkelse, der ikke kun dukker op flere gange i Conjuring-filmene, men også har fået sin egen spin-off i form af to film - "The Nun" og "The Nun 2" - hvori det fortælles, hvordan nonnen har udviklet sig til at være en kendt dæmon i Conjuring-universet.
"This is my house!"
- Bill Wilkins